Det er en sand fornøjelse at få denne bog i hånden, og jeg har nydt hver en side.

Bogens 3 dele giver en grundlæggende indsigt i mødet og arbejdet med mennesker med autisme og på, hvad vi som professionelle skal være særligt opmærksomme på i dette møde.

I første del af bogen stiller Charlotte Ryhl skarpt på samfundets nuværende måde at tænke samtaler - og produktivitet - på.

Samtidig stilles der skarpt på måden, vort system i dag er opbygget, og hvordan dette nødvendigvis ikke er den bedste måde at tænke eller møde mennesker på generelt, og særligt når man arbejder og samarbejder med mennesker med autisme.

Hendes bud på et nyt ressourcesystem, hvor man møder mennesket bag og ikke nødvendigvis altid kasser, man skal passe ind i, bundlinjer, produktivitet, krav, målinger og konstant optimering af præstationer, er yderst kærkommen læsning.

Mange med autisme oplever det belastende kontinuerligt at skulle til samtaler, hvor man følger op på handleplaner og kompetencehjul. Det kan opleves, som om al fokus er på mangler og på det, der skal ændres, hvilket let giver en fornemmelse af at være forkert og gør en skamfuld. 

I samfundets stræben efter at yde mere og bedre kan vi komme til at tabe kostbart arbejdskraft og særlige kompetencer, som ydes af mennesker med en ganske særlig kapacitet og måde at møde og opleve verden på.

Vi skal være særligt opmærksomme på i vores møde og arbejde med mennesker med autisme, at ting tager tid, og at de er i, oplever og opfatter verden på en anden måde, end andre gør. De har brug for at tage tingene ind over lang tid og udmattes hurtigere end andre af sansestimuli. De har brug for at mødes med tydelige rammer for, hvad der skal ske og forventes. De har brug for at forberede sig på, hvad der skal ske, og hvad der møder dem, og de har brug for gode, trygge relationer. Når den professionelle møder sin samtalepartner med tillid, respekt, interesse og forståelse, skaber det en følelse af håb. Tillid forstærker relationen og oplevelsen af et tilhørsforhold, skriver Ryhl bl.a.

I anden del af bogen gives konkrete redskaber til, hvordan man kan arbejde med nogle af de udfordringer mennesker med autisme støder ind i - det være sig lavt selvværd, stress, udmattelse, aggressivitet, selvskade og selvforståelse.

Gennem 9 cases gives der gode pædagogiske såvel som terapeutiske  redskaber til, hvordan vi som professionelle kan arbejde ind i disse emner og derved skabe en god, tryg og udviklende dialog.

Tredje del er meget praksisnær og giver gode konkrete bud på hvordan man kan tilrettelægge og strukturere samtaler/forløb således at disse bliver mere behagelige og overskuelige at deltage i.

Hvordan sikre vi os, at budskabet er formidlet og forstået? Og hvordan bliver vi som professionelle mere konkrete, så vores samtaler giver mening for mennesker med autisme? Og hvordan sikrer vi os, at den altoverskyggende og vigtige relation dannes, således at rummet bliver trygt at træde ind i?

Bogen henvender sig til alle, som arbejder sammen med eller omkring mennesker med autisme - om det er pædagoger, socialrådgivere, terapeuter eller kollegaer.

Bogen indeholder nyttig viden om, hvordan der kan skabes en bedre forståelse for mennesker med autisme, og på hvordan de oplever og er i verden på.

Ved at ændre på små måder at tænke samtaler på, kan vi som professionelle, når vi tør, tage ansvaret, være nysgerrige og vise vejen, så samtalerne gøres trygge, tydelige og konkrete, og på den måde kan vi skabe et rum og samfund, hvor der er plads til samt en hylde til os alle.

Faglitteratur
Akademisk forlag
Charlotte Ryhl
195
Lena Ringkow Petersen
22. maj 2023

Seneste anmeldelser

-->