August 2003

GRÆSKE SAGN FOR DE YNGSTE KLASSER
Zeus får en tyr til at svømme over det store hav for at hente en underskøn pige, Europa. Men en sådan kraftanstrengelse kræver, at Zeus først må gøre tyren stærk og modig. Tyren bliver farligere end de farligste vilde rovdyr.

Derfor skal Herkules nu tæmme tyren:

”Tyren for ind mod Herkules. Det gik helt galt. Stærke arme holdt ham (tyren, red.) fast. Han blev løftet op. Med et lå han over heltens skulder.”

Hvad som sker på de sidste seks en halv side, skal ikke afsløres her. Til gengæld bør beretningen placeres i den kreative sammenhæng, hvor den hører hjemme:

Tyren er et stjernebillede, som findes over Orion.
Forfatteren har i DET VILDE UHYRE ”gendigtet græske sagn” om fire stjernebilleder.
Ligeledes i tre søster-bøger, DEN SMUKKE PRINSESSE, DEN FORHEKSEDE SKOV og DEN STORE JÆGER..

Her er det blot tre andre stjernebilleder, som er draget ind.

Sys Matthiesen slipper godt fra ideen om at blande stjernebilleder og historier. Det har hun gjort i en sværhedsgrad, svarende til lix 6-9. Alle fire bøger er altså læseletbøger.

Illustrationer er i uhyggelig høj grad en smagssag. Jeg mener ikke, at disse her rager frem.
Bøgerne har en, oplever jeg, lidet kraftfuld streg, og – omslaget på nær – er alt holdt i sorthvid.
Tilsammen sidder man tilbage med en lidt mat fornemmelse, der koster 98,75 kroner pr. bog eller hefte.

Det er således blandingen af gode sætninger og fuldstændig overholdelse af spilleregler, når de mindste skolebørn skal blive bedre til at læse, der resulterer i følgende kommentar:
”Fire fine historier skrevet smukt og med en sikker pen.”

For det er faktisk ikke bare letlæseligt, men også ”smukt”, hvad der her er kommet fra forfatteren. Desuden er en ringe tekstbredde med til at styrke bogens anvendelighed og glimtvis digteriske stil.

JAGOO anbefaler DET VILDE UHYRE og de tre søster-bøger til folkeskolens yngste klasser; til lidt ældre elever med læseproblemer – og til højtlæsning i relevante pasningsinstitutioner, børnehaveklasser og 1. klasser.

POUL MAJGAARD
Skønlitteratur
Borgens Forlag
Sys Matthiesen
30
Poul Majgaard
1. september 2003

Seneste anmeldelser

-->