Du findes – ja, men spørgsmålet er så, hvem er du? Søren Kierkegaard vil sige, at vi mennesker altid er i vores vorden, altså på vej til at blive til. Og denne eksistentielle proces er omdrejningspunktet i den fine og poetiske bog ”Du findes”, der kredser om identitet og transkønnethed.

Bogen tager læseren med på en rejse fra skabelsen af et liv og frem til det at blive voksen. Og normalt tænker vi i dualisme; sort og hvid, han- og hunkøn. Men verden er som bekendt mere nuanceret, og personen i bogen passer ikke ind i den kategori, duet er født ind i. Som det hedder så fint i bogen Hvordan skulle du finde den rigtige dør når der kun var to forkerte at vælge imellem? På den måde bliver det kropslige også et slags fremmedlegeme et legeme, der er fremmed for du'et og fremmedgørende over for duet.

Der er en masse følelser forbundet med køn og identitet: usikkerhed, forvirring, sårbarhed, accept og kærlighed. Og disse følelser bliver løbende formidlet i den korte tekst på hvert opslag og i de stemningsfyldte og ekspressive illustrationer, der vinder ved at være meget kropslige i deres udtryk. Dermed understøtter tekst og illustration hinanden på glimrende vis.

Du findes er en poetisk bog om identitet og om, hvem vi egentlig er og de ydre krav og forventninger til individet. Den er både for børn og voksne og perfekt til både at få sat ord, forestillinger og billeder på alt det om at være en person.

Og uanset hvad, så findes du. Man findes, og man bliver løbende til som person. Så det er den blivende proces, der er i fokus, og som vi her får ord og billeder på. Som der står i bogen:

Hvem bliver du så? spurgte jeg.
Jeg bliver mig, svarede du. Den, jeg altid har været.

Skønlitteratur
Jensen & Dalgaard
Marianne Iben Hansen
Hanne Matthiesen
40
Christoffer Boserup Skov
11. oktober 2022

Seneste anmeldelser

-->