I ti kapitler giver Louise Sparf med udgangspunkt i både egne oplevelser, konkrete eksempler og et teoretisk ståsted sit bud på, hvordan vores arbejdsliv er under forandring, og hvorfor det er helt afgørende, at vi begynder at tænke ledelse på nye måder. Sparf har flere mål. Først og fremmest ønsker hun at gøre op med idealet om den stærke leder og peger i stedet på nødvendigheden af, at en leder kan udvise sårbarhed. For det andet mener hun, at det er helt afgørende at tænke ledelsesrollen forfra og i langt højere grad begynde at fokusere på det, som hun kalder for regenerativ ledelse. Lederen er nødt til at tage hensyn til både eget og medarbejdernes hele liv, så vi undgår at dræne både os selv, hinanden og jorden for energi. Sidst men ikke mindst argumenterer Sparf for, at vi er nødt til at tænke selve arbejdsdagen anderledes. Der skal være mere plads til nærvær, pauser og eftertænksomhed. Ellers bliver det umuligt at løse de udfordringer, vi står overfor.

Som sagt tager Sparf først og fremmest udgangspunkt i egne oplevelser af, hvordan hun bogstavelig talt brændte sammen på jobbet. Det er en personlig fortælling, der påvirker en som læser. Den fungerer som en vigtig rød tråd gennem bogen og suppleres undervejs med eksempler fra egen og andres karriere. Chokket får Sparf til at lægge sit liv om og ændre hendes måde at være leder på: I min optik handler det regenerative lederskab om at skabe arbejdsfællesskaber, hvor vi får mere energi, end vi tager, og hvor medarbejdernes arbejdsglæde og trivsel er sat højest på virksomhedens dagsorden. Sparfs pointe er samtidig, at hvis vi som ledere ikke er i stand til at skabe rimelige arbejdsvilkår for os selv, så er det heller ikke muligt at gøre det for medarbejderne. Derfor er vi nødt til at tale meget mere om, hvordan vi ønsker vores ledere skal være rollemodeller. Det betyder et øget fokus på bl.a. empati, mental bæredygtighed, intuition, sårbarhed og evnen til at lytte.

Herefter bruger Sparf en del af bogen på at uddybe, hvad regenerativ ledelse konkret indebærer i det daglige arbejde. Hvis vi skal have et lederskab i balance, er vi nødt til at fokusere langt mere på, at også organisationer er en del af et cyklisk kredsløb og en del af et større økosystem, påpeger Sparf. Derfor kan situationer i et enkelt team få stor betydning for resten af en organisation, ligesom organisationen påvirkes af større samfundsmæssige begivenheder, som både corona, miljøkrisen og krigen i Ukraine er eksempler på.

Sparfs pointe er, at hvis vi skal skabe mentalt bæredygtige arbejdspladser, så er vi nødt til at fokusere langt mere på det end nu. Det gælder helt ned til måden, vi belønner medarbejdere på, til måden vi organiserer vores arbejdsdag på. De vigtigste værdier er ifølge Sparf: Mindre kontrol, mere hjerte; mindre travlhed, flere pauser; færre møder, mere nærvær. Det uddyber bogen ved i tre kapitler at give bud på, hvordan det kan omsættes i praksis. Det er desværre også bogens svageste del. For selvom Sparf giver enkelte gode idéer til, hvordan lederen skal gå forrest ved fx at droppe styringsværktøjer (mere hjerte), lære at trække vejret bedre (flere pauser) og holde kortere og mere fokuserede møder (mere nærvær), så bliver det aldrig helt konkret nok. Det bliver først og fremmest med fokus på at definere de enkelte begreber, og så er det op til lederen at overveje, hvordan det lige skal præsenteres og implementeres i organisationen. Her kunne Sparf have givet nogle mere konkrete anvisninger og refleksioner, som kunne hjælpe omstillingen til regenerativ ledelse lidt mere på vej. For der er i høj grad tale om, at vi som ledere skal ændre en hel række vaner, der er så indgroet i vores måde at organisere vores arbejdsliv på, at det kræver en mindre revolution.

Derfor er Sparfs bog også et meget velkomment indlæg i en debat, som kun lige er begyndt. Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal skabe et mere bæredygtigt arbejdsliv, så skal der markante ændringer til. Corona har uden tvivl sat turbo på en udvikling, der ifølge Sparf allerede var i gang, hvor flere og flere overvejer, hvordan der kan skabes større rum til refleksion og nærvær. Det giver Sparf gode bud på, selvom bogen ikke kommer helt i mål med løsningerne.