De to forfattere har skrevet en ledelsesbog med udgangspunkt i deres egne erfaringer som henholdsvis ledelsescoach og topleder. Det giver en lang række interessante refleksioner over, hvad der er både svært og vigtigt som leder. Og også en hel række gode råd til, hvad det er godt at være opmærksom på både som ny og erfaren leder. Krydret med gode refleksionsspørgsmål undervejs giver bogen stof til eftertanke.

Pilen peger på dig er en lidt atypisk ledelsesbog, fordi forfatterne i så høj grad lægger vægt på at give gode råd med udgangspunkt i deres erfaringer eller cases, de kender til. Det gør bogen nærværende og relevant. Gersing og Hvid-Hansen skriver indledningsvist, at ledelse handler om at skabe resultater sammen med andre. Hvis man har ambition om at være en kompetent leder, skal man derfor kunne skabe et frugtbart samspil i mødet med mennesker. Derfor er fokus særligt på, hvordan lederen selv skal gå til den opgave, og mindre på resten af organisationen. Bogen er af samme grund opdelt i tre dele, hvor første del handler om lederens grundlæggende evne til at opbygge tillid, mod og selvindsigt. Anden del handler om, hvordan lederen bruger sine personlige kompetencer, og sidste del handler om, hvordan man som topleder skaber en organisation, der præsterer og udvikler sig.

Første del giver et godt og grundlæggende indblik i, hvordan man som leder kan arbejde med at opbygge tillid i organisationen. Samtidig fokuserer forfatterne på, hvilken betydning selvindsigt og det at kunne forstå ens egen adfærd har for, hvordan man agerer som leder. Her peger de bl.a. på vigtigheden af at kunne give og modtage feedback, særligt fra dem som er tæt på en. Det er en af de vigtigste grundsten til at kunne udvikle sig som leder. Undervejs giver Gersing og Hvid-Hansen konkrete bud på, hvordan udviklingsmål kan se ud, og hvorfor de kan være relevante at arbejde med. Det gør bogen anvendelig i en konkret praksis.

Anden del fokuserer som sagt i højere grad på lederens personlige kompetencer, og hvordan de kan komme i spil i det daglige. Ifølge forfatterne er det vigtigt at være åben og ærlig om de personlighedstræk, som er betydningsfulde for ens lederskab. Ved at skabe et åbent rum, vil det give plads til, at medarbejderne også oplever, at de kan komme med nye idéer og tanker. Selvom en leder ifølge Gersing og Hvid-Hansen ikke skal fortælle alt om sig selv, så er det stadig vigtigt at fremstå troværdig. I denne del inddrages en række konkrete cases fra forfatterne. Det fungerer godt til at gøre et lidt abstrakt emne håndgribeligt. Det samme gælder i de efterfølgende kapitler, hvor emner som tydelighed, krav og forventninger er i fokus. Enkelte steder kunne man ønske sig et lidt mere teoretisk fokus, men på den anden side er det i højere grad bogens formål at bygge på konkrete erfaringer. Derfor er det også kun enkelte steder, at der henvises til konkrete ledelsesteoretikere.

Tredje og sidste del handler som sagt om toplederens rolle i en organisation. Selvom den derfor i princippet henvender sig til en mindre del af ledelseslaget, er den bestemt også relevant at læse for andre ledergrupper. Den giver nemlig et indblik i, hvilke strategiske overvejelser der kan ligge bag større beslutninger i fx en direktion. Særligt interessant er det, når forfatterne beskriver samarbejdet og udviklingen i lederteams, og hvordan resten af organisationen lader sig præge af, hvordan topledelsen agerer i fx et fokus på lederudvikling. Topledelsen er afgørende for kulturen i resten af organisationen, fordi de øvrige ledere og medarbejdere hele tiden er opmærksomme på, hvilke signaler der bliver sendt fra øverste sted. Sidste kapitel har derfor også fokus på, at man som leder aldrig bliver færdig. Gersing og Hvid-Hansen skriver, at Set med vores øjne bør alle ledere arbejde med at udvikle sig på det personlige plan. Det personlige lederskab er og bliver omdrejningspunktet for alt, hvad man gør som leder. Derfor er det så afgørende, at der i en organisation konstant er opmærksomhed på, hvilke muligheder der er for ledere og medarbejdere til at udvikle sig. Det er med til at understøtte en organisation, hvor der er plads til åbenhed og ærlighed.

Pilen peger på dig indbyder til refleksion over, hvilken leder man ønsker at være. Selvom den giver gode råd til, hvordan man skal agere i konkrete situationer, så er den bedst, når den forholder sig mere åbent til ledelsesdilemmaerne. Dem er der heldigvis mange af, og derfor er bogen absolut et godt bekendtskab.

Faglitteratur
Gyldendal Business
Agnete Gersing og Kirsten Hvid-Hansen
295
Sune Weile
9. oktober 2023

Seneste anmeldelser

-->