Da jeg kastede mig over at læse bogen, var det med forventning og stor opmærksomhed. De sanglige og musikalske fællesskaber mellem mennesker er en betydningsfuld faglig og personlig interesse for mig, og jeg er altid på udkig efter inspirerende faglige perspektiver med stærke bånd til den pædagogiske praksis. Det får jeg i denne bog, der med sine meget konkrete, praksisnære beskrivelser og tilgange vækker lysten og indgyder modet til at give sig i kast med musikalske udfoldelser med børn i dagtilbudsalderen.

Bogens ærinde er at viderebringe konkrete redskaber og metoder til at skabe mere og bedre sang i dagtilbud. Bogen tager udgangspunkt i projektet Sangglad under Sangens Hus, der arbejder for glade og kreative børneliv gennem sang. Glæde drejer sig, ifølge forfatterne, om trivsel, udvikling, læring, selv- og fællesskabsforståelse; kreativitet knytter sig til mestringserfaringer. Gennem fem kapitler folder bogens forfattere dette grundlæggende ståsted og deres ønske om at skabe mere sang i dagtilbud ud gennem forskellige emner, der belyses ud fra eksisterende viden, didaktiske tilgange og praksisbeskrivelser.

Det er kendetegnende for bogen, at viden er tæt koblet til praksis. Der er hyppige forslag til konkrete aktiviteter indenfor det pågældende emne og konkrete forslag til didaktiske tilgange. Derudover er der informationsbobler undervejs kaldet Tip. Her tilbydes læseren lidt mere viden om et emne, en vigtig huskeregel eller lignende.

Kapitel 1 er et indledende kapitel, hvor viden om stemmen som instrument introduceres. Der viderebringes anatomisk viden omkring krop og stemme, psykologisk viden omkring sammenhængen mellem stemme og psyke ift. både stemmebrug og betydning af tidligere erfaringer med sang for den nuværende eksisterende stemmeudfoldelse. Undervejs præsenteres konkrete forslag til aktiviteter, pædagogen kan lave i praksis med fokus på stemmen som udtryksmiddel. Allerede her fra starten af bogen træder projektets værdier og normer tydeligt frem. Det er tydeligt, at bogens ærinde ikke kun er formidling, men også forandring af sangens betydning for og position i pædagogisk praksis.

I kapitel 2 handler om de metoder, der er knyttet til Sangglad-projektet. Varierende gentagelser er det grundlæggende princip for Sangglads didaktiske tilgang. Selvom dette kapitel er båret af praksisbeskrivelser af lege, præsenteres undervejs viden om musikalske parametre knyttet til de forskellige aktiviteter, f.eks. musikalske begreber til at beskrive tempo og lydstyrke. Leg er det grundlæggende princip for de varierende gentagelser, hvad enten der er tale om associativ stemmebrug, dirigentleg eller stumsang. Den legende tilgang til varierende gentagelse knyttes til en grundlæggende forståelse af medbestemmelse og demokratisk indflydelse som grundlæggende principper for en Sangglad praksis. Det er, ifølge forfatterne, centralt for skabende kunstnerisk praksis og styrker børnenes selvstændighed, og der gives forslag til, hvordan der kan skabes rum for dette i praksis med små, enkle didaktiske greb.

Sangsamlingen er projektets forslag til, hvordan man kan indføre sangen som en del af den pædagogiske hverdag, og beskrives i kapitel 3. I kapitlet præsenteres en konkret planlægning for indhold og progression i en fælles samling båret af sang. Kapitlet fungerer som et redskab, pædagogen kan have med sig, og der gives helt lavpraktiske, håndholdte råd til, hvad pædagogen kan gøre, når han/hun afholder en sangsamling. I kapitlet præsenteres desuden en fænomenologisk forståelse af børns deltagelse i sangsamlingen som udtryk for det, der er meningsfuldt for den enkelte i den konkrete situation, og alle børns deltagelsesstrategier betragtes som legitime. Der gives i forlængelse heraf råd til, hvordan pædagogen kan arbejde med nogle af de udfordringer, der typisk kan opstå: Børn der er meget aktive, og børn, der er meget passive. Kapitlet afsluttes med eksempler på pædagogiske bagdøre i sangsamlingen.

Kapitel 4 rummer en gennemgang af den styrkede pædagogiske læreplan, og hvordan principperne og aktiviteterne fra Sangglad kan anvendes til at understøtte det pædagogiske arbejde med disse. Der præsenteres forslag til aktiviteter og sange, samt hvordan sangen kan forstås som et redskab til fx at styrke børnenes forståelse for egen krop, naturfænomener eller kulturelle traditioner.

Kapitel 5 præsenterer forslag til, hvordan sangen kan blive en del af årshjulet i institutionen, og hvordan man i den forbindelse kan bygge videre på allerede eksisterende traditioner og rutiner. Målet er, at arbejdet med sangen opleves som en kvalificering og forlængelse af den pædagogiske praksis og ikke en fundamental forandring.

Forfatterne formidler i bogen et budskab om sangens mange anvendelsesmuligheder, dens gavnlige effekter for børn og sangens som pædagogisk redskab. Dette kommer til udtryk i den måde, hvorpå bogen skriver sangen ind i den eksisterende pædagogiske diskurs. Sangens nytteværdi som middel til det pædagogiske arbejde med dagtilbuddets formål har en fremtrædende rolle i bogen. Sang som pædagogisk aktivitet gøres med de mange praksisnære beskrivelser, forslag og henvisninger tilgængelig for en bredere gruppe af pædagoger og praktikere. Det er en af bogens styrker, at den er skrevet i et let forståeligt og tilgængeligt sprog og, at den er meget konkret og tæt på praksis. Det gør, at man som læser får en forståelse af sang som en aktivitet, der er umiddelbart nem at udføre, og man får lyst til at gå i gang med det samme.

Bogen er tænkt både som en indføring i Sangglad som metode og som en slags redskab eller opslagsværk, når man først er i gang. I indledningen skriver forfatterne, at bogen kan læses som helhed, eller man kan hoppe ind, der hvor man kan bruge det. For mig, der læser hele bogen, betyder det, at der opstår en del gentagelser, og, at bogens vidensgrundlag kalder på at blive nuanceret og foldet ud.

Undervejs i bogen tager forfatterne hånd om de eventuelle bekymringer og barrierer, vi som voksne kan have ved at give os i kast med at synge med børn. I en opmuntrende tone præsenteres vi for en forståelse af, at alle har en stemme, og det vigtigste er, at vi har lyst til at bruge den og lege med stemmens mange udtryksmuligheder. Hvis sangen skal leve i dagtilbud, må den have gode vækstbetingelser. At stå i det musikalske flow, hvor sangen blomstrer, kræver et vist musikalsk og fagligt overskud hos pædagogen. I bogen forsøger forfatterne bedst muligt at klæde pædagogen på til at gå i gang med at skabe dette overskud hos sig selv og i det pædagogiske fællesskab. Sangglad-metoden er et godt redskab, der dog kræver en stor indsats fra den enkelte, hvilket bogen med sit optimistiske og begejstrede sprogbrug ikke lader fylde synderligt.

Musikken, og de andre praktisk-æstetiske fag i øvrigt, har i en længere periode været underprioriteret i reformer på både dagtilbuds- og skoleområdet en udvikling, der heldigvis ser ud til at vende, bl.a. fordi indflydelsesrige kræfter som Sangens Hus er med til at påvirke debatten. Denne bog giver et bud på, hvordan denne udvikling kan hjælpes på vej, og forsøger at legitimere sangens plads som et middel til pædagogiske mål. Efter min mening er det lykkes. Samtidig giver det anledning til en del refleksioner hos mig som læser ift. sangens egen værdi og behovet for at legitimere de praktisk-æstetiske fag ift. en målorienteret forståelse af god pædagogisk praksis.

Til slut i bogen minder forfatterne os om, at sangen kan være en kilde til sjov, leg og glæde helt i sin egen ret. Det er bogens vigtigste sætning. Sang er en æstetisk aktivitet og udfoldelsesmulighed, der er betydningsfuld og værdifuld, fordi det er en del af menneskets natur at udtrykke sig æstetisk gennem sang og musik. Sangglad leg med sang i dagtilbud er et glimrende redskab til at skabe en æstetisk mættet hverdag i daginstitutionen. Gennem hele bogen stråler glæden ved sangen igennem, og den skaber billeder af glade børn og voksne, der lader legen og kreativiteten blomstre i sanglige samspil. Dette er Sangglads helt store styrke og et yderst væsentligt argument for sangens værdi i sin egen ret. Mere af det, tak!