Her er en gaveregn af inspiration til dig, som arbejder med at skabe udvikling hos børn gennem samspil og legeaktivitet. Når du åbner bogen, får du straks lyst til at gå i gang med at afprøve legeaktiviteterne og skabe udvikling igennem glædestunder, og det opleves svært at lægge bogen væk igen, så den kan varmt anbefales. Bogen kan bruges af alle, der har børn inde på livet i hverdagen, så det er bare om at komme i gang. Den er letforståelig, og bagerst i bogen er der ordforklaring på de fagspecifikke udtryk, der bliver anvendt, så hold dig ikke tilbage, hvis du ikke plejer at bruge disse udtryk.

Sansemotoriske legeaktiviteter giver dig indsigt i teorien bag de 8 sansers betydning for barnets neurologiske, sansesensoriske -og motoriske udvikling samt en fin beskrivelse af, hvorfor relationer og samvær i leg og aktivitet er vigtig for barnets sociale og emotionelle udvikling. Du kan læse om sansernes sammenhæng og den påvirkning, sanserne kan have på hinanden. Connie Nissen beskriver, hvad legeaktivitet er, og hvordan manglende stimuli og utilstrækkelig udvikling kan påvirke et barns udvikling og influere på barnets motoriske, sociale og emotionelle liv. Endvidere formidler hun, hvilken betydning voksnes relationskompetence har for barnets evne og lyst til deltagelse i de forskellige legeaktiviteter. Voksne bør besidde evnen til at kunne se bag om barnets adfærd og deltagelsesgraden i de forskellige lege og have evnen til at kunne differentiere i legenes sværhedsgrad for at få flere deltagelsesmuligheder.

De magiske bobler er fem guidelines, du som voksen kan lade dig inspirere af, for at fremme samspillet med barnet. Herunder er det vigtigt, at du er bevidst om din rolle og kan tage lederskab, være empatisk, have styr på dine følelser, er fleksibel og har evnen til at skabe nærhed, kan holde distance og kunne mestre at regulere intensiteten, hastigheden, opmærksomheden og samspillet i legeaktiviteterne. Connie Nissen opfordrer de voksne til at prioritere didaktiske overvejelser både før og efter legeaktiviteterne for at få fagligheden til at præge legeaktiviteterne fremfor de personlige synsninger.

I bogens anden del er der mange forslag til rekvisitter, sange, lege og aktiviteter, der kan igangsættes i større eller mindre fællesskaber og som nemt kan implementeres i dagligdagens rutiner og lege og anvendes i individuelle motoriske forløb. Kapitlerne er inddelt efter de specifikke sanser, hvilket gør det nemt for læseren at dykke ned i legeaktiviteter, der fx styrker det taktile sansesystem, det proprioceptive sansesystem og den vestibulære sans. Det kan jo være at der er brug for forskellige sværhedsgrader indenfor de forskellige sanser. Så sammensæt legeaktiviteterne efter barnets og fællesskabets behov.

Under de forskellige sanser er der beskrivelser af de faldgruber, der kan være, hvis den ønskede effekt udebliver. Der er en letforståelig instruktion under hver sans og forslag til, hvorledes legeaktiviteten kan varieres og differentieres i forskellige sværhedsgrader, hvorved der kan skabes større deltagelsesmulighed for børn som har andre forudsætninger for leg og samspil. Så kom i gang, prøv af og juster. God fornøjelse!

Faglitteratur
Akademisk forlag
Connie Nissen
Tanja Eijgendaal
328
Birgit Thorvig
8. oktober 2023

Seneste anmeldelser

-->